Weekendshygge med Jen – vores kinesiske ven

Dagen efter KTV havde vi en aftale med Jen – en 23-årig sygeplejerske, som vi er blevet introduceret for af Chris. Jen – vores nye ven ønskede at vise os byen (den del vi endnu ikke havde set). Vi blev samlet op af hende om formiddagen (det skal lige siges, at det var meget svært at koordinere denne aftale, da Jen har opfundet sine egne engelske ord og accent – vi har dog vænnet os til hendes engelske nu). Vi kørte ud til en meget vestliglignende restaurant (så vestligt det nu kan blive i den kinesiske provins) for at spise frokost. Restaurantens strøm var gået, så man kunne kun bestille nogle enkelte retter, men det var fint nok. Jeg (Frederikke) valgte en nuddelret som viste sig at være så stærk, at tårerne trillede ned ad kinderne (tror kokken ved en fejl var kommet til at hælde en hel bøtte chili ned i retten). Samtidig hjalp det ikke, at der var omkring 33 grader udenfor OG indenfor, fordi restaurantens aircondition ikke virkede på grund af strømafbrydelsen… Så det blev en meget hurtig frokost, før vi begav os videre til Zhenjiang Tower.

Zhenjiang Tower var noget af en oplevelse og noget af et gammelt tårn – jeg var virkelig bange for, at det ville styrte sammen. Har ikke tal på hvor mange etager vi gik op, men vi nåede toppen og tårnet er nok dobbelt så højt som Rundetårn, så det var maaange trappetrin. De sidste 5 etager var ikke af sten men derimod gammelt træplankeværk + løse træstiger. Jeg var så bange, at mine ben rystede og jeg klamrede mig hele tiden til stenvæggen for tænk nu hvis træplankeværket styrtede sammen. India fik mig overtalt til at komme op ad træstige efter træstige og pludselig var vi nået øverste etage. Vi havde efterladt Jen og hendes kæreste nede på den første træetage, for de turde ikke klatre videre op. Der var en perfekt smogfri dag til at nyde udsigten fra toppen, hvor vi kunne skimte bjergene i horisonten.

Da vi var nede på den kinesiske jord igen, begav vi os videre til en lille cafe, hvor vi fik vores eget private ”te-rum”. Her efterlod Jen og hendes kæreste os, mens hun var på en 2-timers vagt på hospitalet. Cafeen havde et velfungerende wifi og opladere, så vi spildte ikke tiden. Da Jen og hendes kæreste kom tilbage, var det tid til at spise aftensmad og det blev nede på den lokale. Vi spiste nudler og damen der ejede nudelstedet ville have billeder sammen med os både inden i restauranten og også ude foran hendes nudelbiks. Det er ikke sjældent, at vi bliver stoppet op af kinesere, fordi de vil have taget billeder med os. Det sker på daglig basis. I de tre uger vi har været i Qionglai, har vi endnu ikke set en person med et vesterlandsk udseende – ud over os engelsklærere på skolen. Det er nok derfor, at interessen i vores udseende er så stor i denne by – fordi vi er et “sjældent” syn på gaden.

Dagen efter om søndagen var vi igen ude og spise med Jen og hendes kæreste + Chris. Vi spiste i endnu en bydel, vi endnu ikke havde fået set. Det var “spøgelsesbydelen”. Der var intet liv i gaderne og alle de nybyggede højhuse stod tomme. Det eneste liv, der var i dette område, var ved den restaurant, vi skulle spise på. Maden smagte også godt, men det er ret sært, at kinesere vil spise på sådan en restaurant, der ligger langt væk fra den hyggelige, knapt så øde del af byen.